Specialisering i Geografisk Informationsteknologi
(cand. geom. eller cand. scient. tech.)

Du kan specialisere dig i Geografisk Informationsteknologi (Geoinformation Technology & Management) i København, når du har færdiggjort din BSc. i landinspektørvidenskab, eller hvis du har en anden adgangsgivende bacheloruddannelse. Se Adgangskrav

Specialiseringen inden for Geoinformation Technology and Management er et tilbud til dig, der vil arbejde professionelt med avancerede geografiske data og geografiske informationssystemer.
Fagområdet handler om brugen af de nyeste teknologier til geografisk analyse, modellering og visualisering for at løse opgaver i relation til blandt andet design, udvikling og implementering af geografiske informationssystemer.

Fokus i uddannelsen er rettet mod geografisk system design, geografiske services, geografiske analyser, geovisualisering og infrastruktur for stedbestemt information.

Geografisk system design
Den vigtigste opgave, når det gælder design af et geografisk system, er fastlæggelsen af en datamodel samt en dybdegående analyse af de eksisterende systemer og anvendelsesområdet for systemet. Ved hjælp af velkendte systemudviklingsmetoder arbejdes der med klassifikation og repræsentation af objekter specielt med fokus på at disse objekter kan stedfæstes geografisk. En anden side af dette fagområde er kendskabet til de forskellige databasesystemer der bruges til lagring, indeksering og genfinding af geografiske data.

Geografiske services
Når geoinformation skal virke sammen med andre typer af data, så kræver det at man følger de anvisninger, der generelt gives vedrørende arkitektur af IT-systemer. Det kan fx være krav om interoperabilitet og åbne standarder. Et godt eksempel på denne type af informationsteknologi er brugen af en såkaldt Service Orienteret Arkitektur, hvor brugeren med en forholdsvis tynd klient kan tilgå sammenstillede geoinformationer via Internettet fra forskellige servere. Denne teknologi er under hastig udvikling i disse år, og vil for fremtiden betyde en væsentlig forandring i den måde både offentlige og private udbydere af Internet-baserede services vil komme til at arbejde på.

Geografiske analyser
Det er en forudsætning for at kunne deltage i denne kandidat specialisering at man allerede ved starten har et indgående kendskab til GIS og den måde man arbejder på i et GIS. Derfor vil fagområdet geografiske analyser starte der, hvor analyserne bliver mere avancerede. Avancerede raster-baserede analyser såsom Cellular Autometa og en modellering af stedet i samspil med tiden er eksempler på nogle af de analysetyper, der vil blive gennemgået i denne del af uddannelsen. Desuden vil der også blive undervist i geografisk baseret statistik.
Geovisualisering
Den tid hvor resultatet af arbejdet med geoinformation altid var et traditionelt kort, er ovre. I dag formidles og visualiseres geoinformation via en lang række forskellige medier såsom animationer, 3D visualiseringer, Internettet m.fl. Dette fagområde er på mange måder en modernisering og revitalisering af kartografien, men med mere vægt på det interaktive og udforskende element i visualiseringen.

Infrastruktur for stedbestemt information
Både nationalt og internationalt er der stor fokus på geoinformation som en vigtig ressource både når det gælder offentlig forvaltning, privat virksomhed eller personlige behov. For den offentlige forvaltning gælder det om at have adgang til geoinformation til støtte for planlægning, administration og politiske beslutninger. For private virksomheder gælder det at de i mange tilfælde finder ud af at geoinformationer kan være med til at effektivisere transport, organisere viden og i det hele taget optimere de økonomiske resultater. Med til infrastruktur for stedbestemt information hører også bestemmelse af datakvalitet og standardisering af de forskellige typer af geodata.

Kurser og projektarbejde
Kurserne på 7. og 8. semester inden for Geoinformation Technology and Management lægger vægt på teori og metode i relation til design, udvikling, implementering og anvendelse af de nyeste teknologier til håndtering, analyse og modellering af geografisk information samt dertil knyttede IT-værktøjer.

Problemstillingerne i projektarbejdet kan eksempelvis tage udgangspunkt i teknologiudvikling og IT–implementering inden for både den private og den offentlige sektor. Problemerne kan også have relation til nationale eller internationale politikker og standarder på området.
7. og 8. semester afsluttes med en eksamen i henholdsvis januar og juni.
På 9. semester er der mulighed for studieophold i udlandet, ”projektpraktik”, i en relevant privat eller offentlig virksomhed, eller fortsat projektarbejde i tæt samarbejde med AAU’s forskere. På 10. semester udarbejdes et afgangsprojekt inden for en selvvalgt problemstilling.